Nu har jeg noget at fortælle, når jeg kommer hjem

”Når min kone kommer hjem fra arbejde, har hun altid noget at fortælle. Jeg har jo aldrig haft noget, for hvad skulle jeg sige? Hvad jeg har set i fjernsynet, eller hvordan sofaen er at sidde i? Det er jo sådan, det har været. Men nu kommer jeg hjem og siger, hvor mange kunder vi har haft, og hvad vi har solgt for.”

Billede af Torben foran cyklerne.
Billede af Torben ved nogle kasser.
Billede af Torben bag kassen.

Når klokken slår 13 om onsdagen sætter Torben skiltet ud foran DUI Mandebutikken og slår dørene op til en butik fyldt med genbrugsguld. For som Torben selv siger: ”Her er jo nogle fantastiske ting. For folk der har få penge og skal starte på en frisk, så er det simpelthen kanon at komme her og købe de ting.”

Efter 35 år på arbejdsmarkedet blev det for trivielt for Torben pludseligt at gå hjemme hver dag. Han havde derfor et ønske om at være social og få nogle gode snakke med andre mennesker. Det ønske får han i den grad opfyldt som frivillig i Mandebutikken – hvor fælles kagespisning blandt andet er en fast tradition:

”Det bedste er at snakke med kunderne og snakke med mine kollegaer Hans og Henrik - vi får nogle sjove historier indimellem.”